Bliv Spejder

Forår 2023: Da vi mangler ledere, er vi desværre nødt til at lukke for tilgang af nye spejdere – medmindre de tager deres forældre med som nye ledere 🙂

Hvis du bor omkring Stouby er KFUM Spejderne Stouby den rigtige gruppe for dig. Du er naturligvis også velkommen, hvis du bor et andet sted.

At være spejder i Stouby Gruppe betyder en fritidsinteresse med masser af indhold. Vi har bl.a. fokus på:

  • Friluftsliv
  • Tidssvarende aktiviteter
  • Fællesskab, sammenhold og venskaber for livet
  • Oplevelser – lokalt og nationalt – og drømmer om internationalt.
  • Personlig udvikling
  • Masser af sjov og læring
  • Evnen til at samarbejde
  • Kreativitet
  • Plads til at være – sammen med andre

Spejder er mere end en fritidsinteresse – det kan nemlig også bruges til hverdag; i skolen, på arbejdet og stort set alle andre steder – hele livet. De fantastiske oplevelser og kompetencer man får lige fra man starter som spejder, er noget man aldrig glemmer. Som spejder lærer man noget om sig selv og om andre. Man lærer at finde sin egen holdning og mening – og samtidig respektere andres. De grundsten man ligger i sit tidlige spejderliv, kan blive til livsvarige minder, kompetencer og ikke mindst venskaber – det er vi i hvert fald mange der godt kan skrive under på.

Alle disse ting får man ind ved at lege, afprøve sine teorier og se det fungere. Spejderbevægelsen har fra start være baseret på læring gennem leg og Learning by Doing – at lære ved at gøre. Vi fortæller ikke børnene hvad de skal synes og mene – men lærer dem gennem netop leg og oplevelser at finde deres egen meninger og holdninger – med respekt for andres.

Spejderarbejdet bygger på 100 års erfaring – men 100 år på bagen betyder på ingen måde at vi er blevet en gammel olding, der er gået i stå – tværtimod. Spejderarbejdet er mere relevant end nogensinde. Nysgerrigheden til altid at udvikle og udforske spejderarbejdet i tiden, og rette det mod fremtiden, stopper aldrig.

Spejder er sjove og spændende oplevelser – for både store og små…

Kunne dit barn tænke sig at blive spejder i Stouby Gruppe? Eller måske i første omgang bare prøve det af? Så kontakt vores enhedsledere eller vores gruppeleder.

Det kan du gøre her…

Du er også meget velkommen til at kigge forbi spejderhytten på en af vores mødeaftener. Adressen er: Stouby Skovvej 7c 7140 Stouby

OBS! Vi holder af og til spejdermøder i skoven eller andre steder, så hvis du vil være sikker på at finde os, så er det altid lige en god ide at ringe/skrive først eller kigge i vores kalender.

En spejder er noget for sig selv – og rigtig meget for andre!